Anmeldelser
Native Instruments MASCHINE

Native Instruments er nok bedst kendt for deres softwareprodukter, så som f.eks. Battery og Kontakt, men i de seneste år har firmaet også smidt diverse hardwareprodukter på markedet. Et af disse produkter hedder Maschine, og er NI´s bud på en padcontroller/sampler/midicontroller/sequencer. Siden Maschine så lyset i marts 2009 har den været genstand for meget debat rundt omkring på nettet, ikke mindst i hiphopkredse, hvor mange udråbte den som Mpc´ens (akai MPC) afløser. Denne debat kører stadig på fuld skrue her lidt over et år efter. Men hvad er Maschine så?

Maschine er det første produkt på controllermarkedet der giver mulighed for at styre det meste af processen direkte fra controlleren, som man kender det fra MPC´en samtidig med man har mulighed for at bruge Maschinesoftwareprogrammet for et bedre overblik og en masse andre smarte ting som jeg vender tilbage til.

Som lykkelig mpcbruger igennem 13 år var det lidt af en indre krig om jeg skulle skifte til Maschine. Jeg havde set alle videoerne, og læst side op og side ned omkring denne lysende djævel, og konceptet tiltalte mig meget. Selvom jeg var die hard mpcmand, så var der nogle ting som ofte irreterede mig omkring arbejdsprocessen, og en af de ting var når man skulle have sin musik fra mpc´en og ind i computeren. Dette er som alle ved en lang og kedelig process, og Maschines drag and drop feature var en af de ting der gjorde udslaget. På den anden side frygtede jeg for byggekvaliteten, feelingen, latencyen og den sædvanlige "tænk hvis den stinker og jeg har solgt min mpc", men jeg sprang ud i det og her sidder jeg så med dyret.

Lad os starte med at kigge lidt på controlleren: (se stort billede) HER

Controlleren er delt op i 5 sektioner. Vi har PADS som er de 16 pads og så har vi ved siden af dem 8 funktions knapper (mute, solo, select, duplicate, navigate, pad mode, pattern og scene). Padsne minder størrelsesmæssigt om dem vi finder på Mpc1000, men de føles lang fra som dem (mere om det senere) Den næste sektion er TRANSPORT hvor vi finder 8 knapper (play, rec, erase, shift, restart, tilbage, frem og grind). Disse knapper siger mere eller mindre sig selv. Så har vi GROUPS som er vores 8 lydbanke (A, B, C, D , E, F, G og H). Hver bank kan indeholde 16 lyde/samples. I sektionen MASTER finder vi 3 pots (volume, tempo og swing) og 1 knap (tap tempo/note repeat). Den sidste sektion indeholder vores 2 displays (som ikke er meget store) under hvert display har vi 4 pots, som man bruger til styre de forskellige parametre i displayet. Over hvert display har vi 4 genvejsknapper der bruges til vælge de faner i displayet. Til venstre har vi 8 knapper (snap, auto write, tilbage, frem, browse, sampling, control og step)

Bag på controlleren har vi en USB indgang som også giver strømmen til controlleren, og så har vi en midi in og en midi out. Til mit brug er dette rigeligt, men mange brugere savner flere midi in/out til at styre deres andet midigear med.

Softwaren: (se stort billede) HER

For at du overhovedet kan bruge controlleren skal du bruge det tilhørende software. Du kan derefter vælge at køre Maschine i standalone mode, med mulighed for clocksync til DAW enten som master eller slave. Du kan også bruge Maschine som plug-in i dit favorit program (udelukkende slave).

Selve softwaren er bygget op med en browser i venstre side hvor du vælger dine lyde/samples, og den højre del som er del op i 4 sektioner SCENE som er en slags songmode hvor du vælger hvilke sequences der spiller i hvilken rækkefølge osv. Under den har vi de forskellige options for MASTER (output), GROUP (dine lydbanke) og SOUND (den specifkke lyd/sample) hver af disse 3 options har følgende undermenuer SRC, FX1, FX2 og OUT. Den næste del (og største) er editerings vinduet hvor du kan se hvilke lyde der lige på de forskellige pads, som igen kan deles op i enten waveview (sample editor), step sequencer (you know) og pianoview (ligsom step bare med et keyboard til venstre). Nederst har vi så muligheden for med musen at indstille diverse parametre for lydene i pågældende sequence f.eks. gain osv.

Aller øverst oppe kan man selføli se tempo i bpm, swing i procent og hvilken takttype man arbejder i.

Det skal lige nævnes at sequences i Maschine hedder PATTERNS (men det vil jeg skide på)

I Brug:

Ud fra videoer og læsning på nettet havde jeg fra start af en ide om at Maschine var lige til at gå til, og jeg kan uden at overdrive sige at dette produkt er nok det nemmeste stykke hardware/software jeg har arbejdet med. Alt fra det at sample lydene, smide dem på pads, editere og optage ligger lige til højrebenet. Dette kan måske skyldes at jeg havde læst manualen en uge før, og at noget af workflowet minder om det fra mpc´en. Men selvom man skulle komme fra ren software, så tror jeg de fleste hurtigt vil finde ud af det, da dette produkt er utroligt nemt at arbejde med.
Da Maschine udelukkende kører over usb, og hverken har ind eller udgange er der ikke mulighed for at sætte en lydkilde direkte til dyret, når man skal sample. Dette foregår alt sammen igennem dit lydkort, som du router til Maschine. Dette betyder jo at det er kvaliteten på dit lydkort der bestemmer lydkvaliteten. Der går en masse snak på nettet omkring netop lyden på Maschine, men selve produktet har ikke nogen lyd, lyden kommer fra dit lydkort. Så er der dem der snakker om at det er softwaren der ændrer lyden, men det er sådan lidt zzz...zzz...zzz... Fuck You.
Byggekvaliteten er nok Maschines største problem, controlleren virker lidt billig og pads og knapper ligner umiddelbart noget crap. Jeg var ved at skrige da jeg pakkede den ud og trykkede på en pad for at se alle pads bevæge sig. Min frygt var dog unødvendig da jeg fik sat strøm på og alle pads derefter sad solidt.
Nu når vi er ved pads så minder de som tidligere sagt rent størelsesmæssigt om dem på mpc1000. De føles dog ikke som mpc pads. de virker lidt mere plastik og så er de meget livlige (vipper rundt). Dette kunne man frygte betyder at de stinker, men når man sidder og "spiller" med lortet, så føles de faktisk ret godt, og de har en super respons. Men jeg skal dog stadig lige vænne mig til dem. Da Maschine har så mange features er det svært at komme rundt om dem alle så jeg løber hurtigt hen over det som jeg mener er vigtigst.

Som gammel Mpcbruger er der visse funktioner der er et must. Muligheden for at et sample dræber et andet (mute groups / choke groups) er en af dem og på Maschine er dette også muligt. Du har også muligheden for at mute forskellige samples i realtime (mute pads). Du har selvfølgelig også tune, attack og decay. Du har muligheden for at sætte polyfonien på et sample mellem 1 (svarende til mono) og 32 eller sætte det til legato så man kan bruge en funktion i editoren der hedder "glide" og lave en portamento-effekt mellem 2 toner (hvilket jeg endnu ikke har prøvet). Alt i alt er der masser af muligheder for at ændre sine samples med forskellige værktøjer. Selve wave-editoren er rar at ha på skærmen da de displays på controlleren godt kan være en smule triste at arbejde med pga. størrelsen. Det er dog nemt og hurtigt at bruge controlleren til dette, men jeg kan godt lide at se det på en skærm, specielt nu hvor jeg har mulighed for det. Et stort minus ved netop editoren er zoom-funktionen. Det er svært at beskrive den, men lad os bare sige at den er noget fucking skod (men mon ikke det bliver rettet ved næste update). I forhold til Mpc´en er der featuremæssigt intet jeg savner, udover timestretch (som underligt nok ikke findes?).

Sequencerdelen minder om den du finder i alle andre softwareprogrammer. Du kan sidde og "tegne" dine samples ind på skærmen, eller gøre som på en mpc og trykke record på controlleren og "spille" løs. En fed feature her er at du efter du har spillet, bare kan holde "shift" inde på controlleren og trykke på pad 5 (quantize) så lægger det hele præcist på takterne som var det en fucking robot der spillede. (du kan også indstille Maschine til at gøre dette automatisk mens du spiller). Nu vi snakker om robotpræcision, så har vi på Maschine ligsom på Mpc´en det berømte Swing. På Maschine fungerer dette dog en del anderledes. Du kan gå fra 0% (ingen swing) til 100% (kaos). På Mpc´en starter den så vidt jeg husker på 50% (som er ingen swing). Jeg har ikke leget så meget med Swing på Maschine endnu, men jeg har den på 10% som standard.

Jeg roder muligvis meget rundt i denne anmeldelse, men det er sgu lidt svært at komme hurtigt rundt om en masse, og ikke glemme en masse andet. En genial ting når man kommer fra en Mpc er Maschines browser. Det er her du kan vælge samples fra din HD. Du har bla. mulighed for at tagge dine lyde i kategorier, og ændre f.eks. din snare mens dit beat spiller. Det er en sindssyg cool ting at kunne teste f.eks. sine trommelyde op mod hinanden on the fly indtil man er tilfreds.

Du har også mulighed for at emulere maskiner som MPC60 og SP1200 bare ved at trykke på en knap. Jeg har dog hverken hørt den ene eller anden i virkeligheden så om de er troværdige er op til dem der kender disse maskiner. Jeg syntes personligt emuleringerne ud fra hvad jeg forbinder med de maskiner er cool nok. Hvis du som mig kommer fra mpc kan du importere dine mpc-programmer inklusiv lyde direkte ind i maschine, med alle dine settings fra mpc´en bevaret. Det skal dog lige nævnes at du ikke kan importere programmer fra JJ OS, og du skal samtidigt huske at hvis dine samples ikke er klippet til, så hænger du også på at skule finde startpunkter på dem igen. Det lærte jeg på den hårde måde :(

Du kan også bruge Maschine som en decideret controller, til dit software. Der findes masser af templates både indbygget, og på nettet der virker til netop dit program. Jeg har personligt ikke leget så meget med denne feature, men jeg har konstateret at det virker.

Af negative ting kan jeg nævne at de pot´s der sidder på controlleren er ALT for følsomme, man skal ikke røre meget ved dem før man er galt på den. Jeg har også haft en del crashes, både i standalone mode og i plug-in mode. Det håber jeg bliver rettet i en update, da det ikke er holdbart i længden ikke at kunne stole på sit gear. (en MPC går sgu utrolig sjældent ned). En anden ting der irriterer mig er at det ikke er muligt at slukke for controlleren, når den ikke er i brug, den står bare i venteposition, hvilket efter min overbevisning må skade dispalysne i længden.

Maschine vil nok ikke tage livet af mpc´en, men den er uden tvivl en værdig konkurrent på markedet. Hvis jeg var AKAI ville jeg overveje mit næste skridt nøje, for der er ingen tvivl om at et produkt som Maschine vil stjæle markedsandele. Man kan måske også spørge mig hvorfor jeg sammenligner Maschine så meget med Mpc´en, da disse to maskiner i følge mange mennesker ikke har meget til fælles. Det gør jeg fordi at uanset om folk mener det ene eller andet så går Native Instruments med Maschine direkte efter den målgruppe som måske ligsom jeg er glad for at slippe af med AKAI og deres elendige ligegyldighed overfor deres kunder. De har aldrig lyttet til andre end dem selv, og man kan bare kigge på deres yderst kedelige og meeeeeget sjældne updates som bevis. Tænk at der sidder en eller anden japaner på sit kollegieværelse og tjener penge på deres gear (JJ OS) fordi de ikke gider fyre noget ordenligt software afsted selv. Trist.

til toppen af siden

Mere Info:

www.native-instruments.com/#/en/products/producer/maschine/

til toppen af siden

Konklusion:

Alt i alt er jeg sgu glad for mit skift, Maschine har givet mig nogle værktøjer som jeg savnede da jeg var mpcmand. Den har ændret min arbejdsgang i en positiv retning, ikke mindst takket være muligheden for hurtigt at loade lyde ind og skifte mellem dem i realtime mens man producerer. Softwaren har stadig nogle små fejl, men det er småting som uden tvivl vil blive fixet i fremtidige updates. Controlleren er ikke en robust tank som en Mpc 2500, men den føles rar og så får man tilmed et gratis lys-show med i købet (i love orange). Ellers er der ikke andet at sige end at jeg måske har rodet lige lovligt meget rundt i det i denne anmeldelse, og nogle har måske mistet overblikket. Uanset hvad syntes jeg i skulle gå ned til jeres lokale gearpusher og prøve den af og se om det er noget for jer. I mellem tiden kan i jo gå ind på youtube og søge på Maschine, der ligger en masse gode videoer (og mindre gode) der kan give jer et hint.

Pris: 9/10

Features: 9/10

Lydkvalitet: Kommer an på dit lydkort.

Brugervenlighed: 9/10

Konstruktionskvalitet / Stabilitet: 5/10

I Alt: 8

Kommenter anmeldelsen HER

- Femma´r
tilbage til anmeldelser | til toppen af siden